708

Anden Mosebog 23,

Løfte om sejr over kana'anæerne

Vers 20. Se, jeg sender en engel foran dig. Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt. Vers 21. Giv agt på ham og adlyd ham! Du må ikke trodse ham; han vil ikke tilgive jeres synd, for mit navn er i ham. Vers 22. Men hvis du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg gøre dine fjender til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere. Vers 23. Min engel skal gå foran dig og føre dig til amoritterne, hittitterne, perizzitterne, kana'anæerne, hivvitterne og jebusitterne; dem vil jeg udslette. Vers 24. Du må ikke tilbede deres guder og dyrke dem, og du må ikke følge deres skikke; du skal rive dem ned og knuse deres stenstøtter. Vers 25. I skal dyrke Herren jeres Gud; så vil han velsigne dit brød og dit vand. Jeg vil tage sygdom bort fra dig; Vers 26. i dit land skal der ikke findes nogen kvinde, der aborterer eller er ufrugtbar. Jeg giver dig det fulde mål af leveår.
Vers 27. Jeg vil sende rædsel for mig foran dig og skabe forvirring i alle de folk, du kommer til, og jeg vil slå alle dine fjender på flugt. Vers 28. Jeg vil sende modløsheden foran dig, og den skal drive hivvitterne, kana'anæerne og hittitterne bort foran dig. Vers 29. Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig på ét år; for så bliver landet lagt øde, og de vilde dyr bliver for talrige for dig. Vers 30. Lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, til I er blevet så talrige, at I kan tage landet i besiddelse. Vers 31. Jeg vil lade dit landområde gå fra Sivhavet til Filisterhavet, og fra Ørkenen til Eufratfloden; jeg vil give landets indbyggere i jeres magt, og du skal drive dem bort foran dig. Vers 32. Du må ikke slutte pagt med dem og deres guder. Vers 33. De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal få dig til at synde imod mig. Dyrker du deres guder, bliver det en snare for dig.

Klik her for at komme tilbage til valg af et nyt mannakorn.