470

Paulus' første brev til Korinterne 13,

Kærligheden

Vers 1. Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Vers 2. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Vers 3. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Vers 4. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Vers 5. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Vers 6. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Vers 7. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Vers 8. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. Vers 9. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, Vers 10. men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Vers 11. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Vers 12. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Vers 13. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Klik her for at komme tilbage til valg af et nyt mannakorn.