298

Matthæus Evangeliet 14,

Vandringen på søen

Vers 22. Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Vers 23. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Vers 24. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Vers 25. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Vers 26. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: "Det er et spøgelse," og de skreg af frygt. Vers 27. Og straks talte Jesus til dem og sagde: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!" Vers 28. Men Peter sagde til ham: "Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet." Vers 29. Han sagde: "Kom!" Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Vers 30. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: "Herre, frels mig!" Vers 31. Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" Vers 32. Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Vers 33. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: "Sandelig, du er Guds søn."

Klik her for at komme tilbage til valg af et nyt mannakorn.