284

Paulus' brev til Filipperne 3,

Paulus' eksempel

Vers 12. Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Vers 13. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; Vers 14. jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. Vers 15. Således skal vi tænke, vi der er fuldkomne, og tænker I anderledes på noget punkt, så vil Gud åbenbare også det for jer; Vers 16. blot skal vi blive i det spor, vi er kommet ind på.
Vers 17. Efterlign mig, brødre, og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os. Vers 18. For der er mange - jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd - der lever som fjender af Kristi kors. Vers 19. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske. Vers 20. Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Vers 21. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.
Kapitel 4.
Vers 1. Derfor, mine kære brødre, som jeg længes efter, min glæde og min sejrskrans, stå således fast i Herren, mine kære!

Klik her for at komme tilbage til valg af et nyt mannakorn.