135

Matthæus Evangeliet 27,

Jesus for Pilatus

Vers 11. Jesus blev stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: "Er du jødernes konge?" Jesus svarede: "Du siger det selv." Vers 12. Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting. Vers 13. Da sagde Pilatus til ham: "Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?" Vers 14. Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.
Vers 15. Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje. Vers 16. Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas. Vers 17. Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: "Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?" Vers 18. Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham; Vers 19. og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: "Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham."
Vers 20. Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet. Vers 21. Og da statholderen spurgte dem: "Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?" svarede de: "Barabbas!" Vers 22. Pilatus spurgte dem: "Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?" De sagde alle: "Han skal korsfæstes!" Vers 23. Han spurgte: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte blot endnu højere: "Han skal korsfæstes!" Vers 24. Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag." Vers 25. Hele folket svarede: "Lad hans blod komme over os og vore børn!" Vers 26. Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Klik her for at komme tilbage til valg af et nyt mannakorn.