Paulus' første brev til Timotheus 4,

Formaninger til Timotheus om at være en god tjener for Kristus

Vers 6. Lægger du brødrene dette på sinde, vil du blive en god tjener for Kristus Jesus, næret af troens og den gode læres ord, som du har fulgt. Vers 7. Men afvis de ugudelige myter, som ikke er andet end kællingehistorier. Øv dig i gudsfrygt; Vers 8. for legemlig øvelse nytter kun lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig løfte både for dette liv og for det, som kommer Vers 9. - troværdigt er det ord og al modtagelse værd! Vers 10. Derfor slider og strider vi, fordi vi har sat vort håb til den levende Gud, som er alle menneskers frelser, først og fremmest de troendes. Vers 11. Det skal du påbyde og lære.
Vers 12. Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed. Vers 13. Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. Vers 14. Forsøm ikke den nådegave, som du fik i kraft af profetier og under håndspålæggelse af ældsterådet. Vers 15. Tag dig af alt dette, lev i det, så alle kan se, at du gør fremskridt. Vers 16. Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig.

Klik her for at komme tilbage til valg af et nyt mannakorn.